Hvis et barn ikke kan bo hjemme, findes der flere forskellige anbringelsesformer, altså måder at give barnet et midlertidigt hjem på uden for biologisk familie. Valget af anbringelsessted afhænger af barnets alder, behov og situation samt eventuelle familie-ressourcer. På denne side kan du læse om de forskellige anbrignelsessteder, såsom plejefamilie, netværkspleje, døgninstitution/opholdssted og Eget værelse
Hvad er dine muligheder og rettigheder efter en anbringelse
Der er flere forskellige muligheder, når du ikke kan eller må bo hjemme længere. Det er kommunen, der beslutter, hvor du skal bo, men du har ret til at blive hørt, inden der træffes en afgørelse. Når du er fyldt 10 år, har du ret til din egen advokat i en anbringelsessag, og advokaten kan hjælpe med at sikre, at dine rettigheder og dine ønsker bliver hørt.
Hos Strauss & Garlik har vi advokater, der hjælper både børn og voksne i sager om anbringelse. Du er altid velkommen til at ringe til os, hvis du har brug for hjælp i en anbringelsessag. Det er helt gratis at kontakte os.
Få en gratis advokat ved anbringelser eller tvangsfjernelser
Over 20 års erfaring
Danmarks stærkeste team af børneadvokater
Advokathjælp i hele Danmark
Hvilke typer af anbringelsesformer findes der?
Der er forskellige måder, et barn kan blive anbragt uden for hjemmet på, alt efter hvad der vurderes at være bedst for barnet. Det kan for eksempel være anbringelse i plejefamilie, netværkspleje, institutionsanbringelse eller egen bolig med støtte
(hvilket ofte gælder for ældre unge, typisk 16 til 17 år). I visse tilfælde kan en anbringelse også ske ved, at den unge går på efterskole eller lignende, hvis det vurderes at være den bedste løsning.
Der findes også noget, der kaldes aflastning. Her bor barnet hos en familie eller på en institution i kortere perioder, for eksempel hver anden weekend, for at aflaste familien. Aflastning regnes som udgangspunkt ikke som en fuld anbringelse, da barnet fortsat bor hjemme til daglig.
Der skal altid findes den løsning, der giver mest stabilitet, tryghed og kontinuitet for barnet. For spædbørn eller helt små børn kan man i nogle situationer vælge en anbringelse fra fødslen, hvis det på forhånd står klart, at hjemmet ikke er sikkert. Målet er at skabe så normale og trygge rammer som muligt for barnet under anbringelsen.
Netværkspleje
Plejefamilie
Efterskole
Kommunal plejefamilie
Eget værelse eller kollegie med støtte
Døgninstitution og opholdssted
Netværkspleje
Netværkspleje er en særlig form for plejefamilie, hvor man placerer barnet hos nogen i dets eget netværk. Det kan f.eks. være hos bedsteforældre, en faster/moster, en voksen storebror, gudforældre eller en tæt familieven. Kommunen skal ifølge Barnets Lov altid overveje netværksanbringelse, før de anbringer et barn hos fremmede, det er fordi det ofte føles tryggere for barnet at bo hos nogen, det kender i forvejen.
Netværkspleje kræver selvfølgelig, at der findes egnede personer i familien/netværket, som kan og vil tage barnet ind. Hvis ikke, findes der mange almindelige plejefamilier, som har meldt sig til at hjælpe børn i svære situationer.
Døgninstitution og opholdssted
En anden anbringelsesform er at bo på en institution for børn og unge. Det kan f.eks. være et børnehjem (også kaldet børne- og ungehjem), eller et mindre opholdssted. Her bor der typisk flere børn/unge sammen, og der er ansat pædagoger/socialrådgivere, som arbejder i døgnvagter for at passe på børnene. Denne form bruges ofte, hvis barnet har særlige udfordringer, der kræver fagpersonale (f.eks. markante adfærdsproblemer, behandlingsbehov eller handicaps), eller hvis barnet er ældre og måske selv foretrækker ikke at skulle integreres i en plejefamilie.
På en god institution kan barnet få støtte af professionelle samt kammeratskab med andre unge i samme båd. Nogle institutioner ligner mere store familiehuse, mens andre er del af større centre.
Under døgninstitutioner hører også sikrede institutioner for ungdomskriminelle, men det er en meget lille del af anbringelsessystemet og kun relevant i helt specielle tilfælde. For de fleste anbragte børn vil en almindelig børne- eller ungdomsinstitution være stedet, hvis ikke plejefamilie vælges.
Institutioner kan også fungere som akut anbringelse, dvs. hvis et barn akut må fjernes, kommer det ofte først på en institution (f.eks. et akutcenter) indtil en mere permanent løsning findes.
Andre særlige former for anbringelseshjælp, f.eks. efterskole
I nogle tilfælde kan efterskoleophold eller lignende kombineres med anbringelsen. F.eks. kan en anbragt 15-årig komme på efterskole som en del af sin udvikling, men rent formelt vil der stadig skulle være en anbringelsesform i ferier og weekender (plejefamilie, institution eller eget værelse).
Anbringelse på efterskole giver unge mulighed for at bo og gå i skole på en efterskole. Det kan være et alternativ til plejefamilier eller institutioner og tilbyder en hverdag, der minder om en almindelig skolegang, men med mindre individuel støtte.
Måske kan efterskole være en mulighed for dig, hvis du ikke har så meget lyst til at bo hos en plejefamilie eller på en institution. Du kan komme på efterskole, hvis du går i 8. 9. eller 10. klasse. Der er knap så meget støtte og hjælp til dig, til gengæld ligner det mere en normal hverdag.
Plejefamilie
Mange børn bliver anbragt i en plejefamilie. Det vil sige, at barnet bor hos en almindelig familie, som er godkendt til at være plejeforældre. I en plejefamilie får barnet en hverdag så tæt på en normal families hverdag som muligt, med “papforældre” og måske plejebrødre/-søstre.
Plejeforældrene har ansvar for barnets omsorg døgnet rundt, og barnet bliver en del af familien. For helt små børn og børn, der bedst trives i en familieramme, er plejefamilier ofte førstevalg.
Kommunal plejefamilie
Nogle plejefamilier er kommunale (dvs. de får børn anbragt fra deres egen kommune), andre er konsulentstøttede eller tilknyttet private organisationer, men det behøver familien og barnet ikke spekulere over. Kommunen finder et match til barnets behov.
En kommunal plejefamilie er ligesom en almindelig plejefamilie. En kommunal plejefamilie får lidt mere støtte fra kommunen, så de er klædt på til at tage sig af børn og unge med lidt større problemer.
Handleplan og opfølgning på anbringelsessteder
Eget værelse eller kollegie med støtte
Uanset typen af anbringelse gælder, at barnet stadig har en handleplan (og evt. en behandlingsplan) som kommunen følger op på.
Der bliver løbende holdt handleplansmøder (typisk hver 6. måned) for at vurdere, om anbringelsen går godt, om barnet trives, og hvad perspektivet er, skal barnet hjem igen på sigt, eller fortsætte anbringelsen længere. Ved disse møder inddrages forældre og barnet selv (hvis alderen tillader det).
For unge på cirka 15-17 år, som måske er tæt på at skulle stå på egne ben, kan man arrangere anbringelsen som en mere selvstændig boform. Det kan være i form af et ungdomskollegie eller i en udslusningslejlighed (ofte kaldet at bo på “eget værelse”). Her bor den unge mere for sig selv, måske deler de lejlighedskompleks med andre unge og har tilknyttet en kontaktperson, der jævnligt ser til dem og hjælper med praktiske ting og vejledning.
Formålet er at træne den unge i at klare sig selv inden voksenlivet, mens der stadig er et sikkerhedsnet. Denne anbringelsesform bruges kun, hvis den unge vurderes moden nok til det. Ofte vil unge, der har været anbragt i plejefamilie eller på institution, overgå til en sådan mere selvstændig boform, når de nærmer sig myndighedsalderen, som led i en planlagt overgang.
Ofte stillede spørgsmål om mulighederne vedrørende anbringelsessteder
Kan jeg selv bestemme, hvor jeg kan blive anbragt?
Du kan ikke selv vælge, hvor du bliver anbragt, da det er kommunen, der træffer beslutningen. Din mening er dog vigtig, og du har ret til at blive hørt, inden der bliver truffet en afgørelse. Hvis du er fyldt 10 år, har du ret til din egen advokat i en anbringelsessag. Advokaten kan hjælpe med at formidle dine ønsker og sikre, at dine synspunkter bliver tydeligt hørt i sagen.
Hvordan får jeg hjælp til at skifte opholdssted?
Når der allerede er truffet en afgørelse om dit opholdssted, kan sagen som udgangspunkt kun tages op igen, hvis der er sket væsentlige ændringer i din situation eller er kommet nye oplysninger i sagen. Det er kommunen, der vurderer, om afgørelsen kan genovervejes. Hvis der er en anbringelsessag, og du er fyldt 10 år, har du ret til din egen advokat, som kan hjælpe med at vurdere sagen og med at få nye oplysninger frem, så kommunen tager stilling igen.
Hvad gør man, hvis man ikke vil bo hjemme?
Hvis du ikke vil bo hjemme, er det vigtigt, at du siger det til en voksen eller til kommunen, for eksempel en sagsbehandler. Kommunen skal vurdere situationen og beslutte, om der skal oprettes en sag.
Du kan også tale med en advokat for at få rådgivning om dine muligheder, inden der er startes en sag. Når der først er en anbringelsessag, og du er fyldt 10 år, har du ret til din egen advokat, som kan hjælpe med at sikre, at dine ønsker og rettigheder bliver hørt.
Vi har en familieadvokat, der kan hjælpe, hvis du har brug for det
Hos Advokatfirmaet Strauss og Garlik har vi advokater, som er vant til at hjælpe børn, unge og deres forældre i sager om anbringelse. Vi har stor erfaring med børnesager og hjælper børn i hele Danmark, uanset hvor de bor.
Du kan altid ringe til os, og det koster ikke noget. Hvis du taler med en af vores sekretærer indenfor anbringelsesområdet, kan de hjælpe dig med at finde den advokat, som passer bedst til dig.
K
M
Vores team af stærke børneadvokater
