Barn hjemgivet, anbringelsen opfyldte ikke længere sit formål
Retten nåede frem til, at et anbragt barn skulle hjemgives til sine forældre, selv om både Børne- og Ungeudvalget og Ankestyrelsen tidligere havde truffet afgørelse om, at barnet fortsat skulle være anbragt.
Anbringelsen opfyldte ikke længere sit formål
Et centralt spørgsmål i sagen var, om den fortsatte anbringelse stadig opfyldte sit formål.
Retten fastslog, at ”anbringelsen ikke længere opfylder sit formål efter Barnets Lov § 99”.
Det betød, at de problemer for barnet, som anbringelsen skulle hjælpe på, ikke blev løst, og at barnet derfor ikke længere skulle være anbragt.
Forældrenes kompetencer og barnets egne ønsker
Retten lagde vægt på, at forældrene anerkendte barnets særlige udfordringer og behov.
Forældrene blev samtidig vurderet til at have de nødvendige forældrekompetencer, som var påkrævet på grund af barnets diagnose.
Barnets egne ønsker indgik også i rettens samlede vurdering.
Domstolenes prøvelse af sagen
Under sagen blev der henvist til Grundlovens § 63 og domstolenes mulighed for at prøve myndighedernes afgørelser.
Det blev gjort gældende, at retten måtte være den nødvendige stopklods, når en anbringelse ikke havde virket efter hensigten, og når anbringelsen ikke længere opfyldte sit formål efter Barnets Lov § 99.
Retten var enig i betragtningen.
Resultatet blev, at barnet skulle hjemgives.
Artiklen er skrevet i samarbejde med advokat Jacob Barckmann
Udgivet: 20-1o-2026
Redigeret af: Alexander Hinge og Nina Starck
Emne: Hjemgivelse i en tvangsfjernelsessag
